aktuelt
liw
projekter
kontakt
klima
kulturrum
kontekst

KLIMA

klima



LIW planning bruger klimaløsninger til at skabe rumlige og oplevelsesmæssige værdier.


Danmark får mildere men mere regnfulde vintre - og somre med både tørkeperioder og kraftigere regnskyl. Vandstanden stiger i havene, og vind og kraftige storme tager til. Klimaforandringerne betyder, at planternes vækstsæson forlænges, og at større mængder regnvand skal håndteres. Det giver nye potentialer for udformningen af boligområder og byrum, som vi hos LIW har fokus på at udforske fra starten af vores designprocesser. Klimahensyn er en integreret designparameter i vores projekter, som udgangspunkt for at skabe rumlige og oplevelsesmæssige værdier.

Gennem løbende samarbejde med ingeniører sikrer vi, at tekniske løsninger i et projekt er opdaterede og optimale i forhold til den specifikke kontekst, samt at beregninger er kvalitetssikre.

LIW har senest vundet den åbne byplankonkurrence Humlebæk Syd, der søgte forslag til et eksempelprojekt for bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet. I projektet indgår lokal afledning af regnvand som et grundlæggende parameter for udformningen af en ny, bæredygtig boligbebyggelse, idet vi udvider lavningerne i det eksisterende morænelandskab og lader dem optage regnvandet fra de nye veje og boliger. På den måde er klimaforandringerne med til at skabe levevilkår for flere forskellige fugle, insekter, fisk og planter, når regnvandet omdanner områdets lavninger til søer, vandhuller og enge. Disse nye naturpunkter i morænelandskabet bidrager til oplevelsen af naturen fra boligerne og kan bruges som naturlæringsrum for byens skoler.

På Viborg Nye Rådhusplads har vores tilgang til klimaforandringerne blandt andet resulteret i, at to store bassiner til opsamling af regnvand og solceller på tagene fra begyndelsen af designprocessen er tænkt integreret i det færdige udtryk, hvor de indgår i et samspil med belægningens mønster.

Fra plejeboligerne på Strandlodsvej i København kan beboerne opleve, hvordan vejrets skiften får særlig betydning for uderummenes karakter. Her vil regnvandet sive, flyde eller strømme ad fordybninger over belægningen afhængigt af, hvor kraftigt regnen falder. Fordybningerne leder vandet til bede med planter, som tåler oversvømmelse, og vand og planter danner et godt levested for insekter, som er særlige for byen.

Lisbeth Westergaard har som dommer bl.a. beskæftiget sig med håndtering af  klimaforandringerne i konkurrencen Klimatilpasninger i Kokkedal, hvor et klimaprojekt til 100 mio. kr. skal skabe byliv ved udnyttelse af regnvandet som ressource i udviklingen af nye møde- og aktivitetssteder og bedre bomiljøer i Fredensborg Kommune. Konkurrencen støttes af Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt de almene boligselskaber i Kokkedal.