KONTEKST
kontekst
LIW planning bruger konteksten som udgangspunkt for at skabe stedsspecifikke løsninger
At forstå konteksten er udgangspunktet for at forstå stedet. Det er gennem en grundig læsning af stedet og den sammenhæng, det indgår i, at den indgående forståelse for stedet opstår. De omgivende fysiske strukturer i bebyggelse og landskab, områdets eller stedets historie, kulturarv, sociale og kulturelle strukturer, som kan bidrage til fortællingen om stedet, er alle sammen hver især dele af stedets kontekst.
Og det er lige præcis dér, i fortællingen om stedet, at det identitetsbærende potentiale findes. Det er i koblingen med eller med reference til konteksten, at den lokale og stedbundne forankring af en ny fortolkning af stedet kan findes. Vi er nemlig af den overbevisning, at omdannelsesprocesser i både byer og landskaber handler om at skabe fremtidige versioner af det, der findes i forvejen; at en omdannelse kun bliver vellykket, når vi bevidst tager stilling til konteksten og dermed til læsningen af de eksisterende værdier.
Dette indebærer naturligt en stillingtagen til hvilke rumlige aspekter og fysiske elementer, der skal videreføres, og hvilke, der skal nedtones. Vi ser det som vores opgave at fortolke det eksisterende og sammenbinde det med en ny tid og nye brugere i en ny sammenhæng. På den måde skaber vi steder, som på én gang er nye og samtidig genkendelige i forhold til det, der er i forvejen. Steder, som er forankrede i det lokale, og som værdsættes af brugerne som en naturlig del af deres hverdagssteder og -landskaber.
Vi arbejder forskelligt med konteksten afhængigt af det specifikke sted og den konkrete opgave. Vores forslag til Humlebæk Syd, Måløv Aksen og Sommerhusbebyggelse i Marielyst er gode eksempler på, hvordan vi arbejder med konteksten på forskellige måder:
I Humlebæk Syd har vi skabt en helhedsplan for et nyt boligområde med afsæt i det eksisterende landskabs kvaliteter samt i et stærkt ønske fra de eksisterende brugere om at bevare adgangen til et nærtliggende naturskønt, rekreativt område. Helhedsplanen er baseret på tre forskellige strategier, der på hver deres måde tager afsæt i konteksten, og som tilsammen styrker områdets eksisterende landskabelige og rekreative værdier. Med dette afsæt placeres bebyggelsen i mellemrummene mellem landskabets horisontale og vertikale rum, der understøtter og forstærker det landskabelige hovedgreb og bidrager til at fremhæve morænelandskabets topografiske rum. Samspillet mellem den eksisterende by, den nye bebyggelse og det rekreative landskab bliver på den måde områdets unikke kvalitet. Forslaget til Humlebæk Syd fik i 2012 1.prisen i en åben konkurrence i 2 faser. Se projektet her.
I Måløv Aksen tager den designmæssige tilgang afsæt i en fortolkning af det karakteristiske, kuperede morænelandskab, som udgør den landskabelige kontekst omkring Måløv. Terrasserede skrænter med ramper, trapper og plateauer i stærke farver iscenesætter motivet af smeltevandsdalen som hovedåre med en høj intensitet i trafik og bevægelse, mens grønne lommer inviterer til at sætte sig og betragte de mange forbipasserende. Med klare referencer til det omkringliggende landskab har vi skabt et byrum med en stærk identitet, som samtidigt forholder sig tæt til stedet. Projektet fik 1.prisen i en indbudt konkurrence i 2010 og modtog Dansk Landskabspris i 2010. Se projektet her.
I forslaget til en ny sommerhusbebyggelse i Marielyst placerer vi 100 sommerhuse i et åbent, fladt og fugtigt landskab, som kun er afbrudt af enkelte rækker af træer, og skaber samtidig landskabelig merværdi: Forslaget arbejder med de meget få eksisterende landskabelige elementer, som bliver udgangspunktet for nye landskabelige typologier med søer, plateauer og et landskab af tagrør, sølvpil og el. Omkring søerne placeres sommerhusene i sø-boskaber, hævet over terræn, med adgang til en sø og med udsigt over landskabet. Se projektet her. |